Vinderen 2016

interview

100 timers forberedelse bar frugt: Simon Thrane vinder Den Gyldne Jomfruhummerklo
Foto: Lars Gundersen

Som assisterende køkkenchef på Søllerød Kro har Simon Thrane nok at se til, men den 28-årige kok har alligevel siden foråret brugt op mod 100 timer af sin fritid på at forberede sig på kokkekonkurrencen under Læsø Jomfruhummerfestival.

I lørdags skulle slaget så stå, og Simon Thrane kunne ikke have ønsket sig et bedre resultat. Dommerpanelet valgte nemlig hans ret som årets vinder.

Retten var udviklet ud fra idéen om “En skovtur på Læsø” og bestod af grillet jomfruhummer med jomfruhummertatar, grov mayo af jomfruhummerhjerne, snaps og stikkelbær.

“Det er altid dejligt at vinde noget, når man har brugt lidt tid på at forberede sig. Det er lidt som en sportsgren for os kokke, når vi stiller op til en konkurrence. Der går utrolig mange timer med at træne på det,” siger Simon Thrane til Foodium.

“Det er jo ikke første gang, du smager noget, at du tænker, det er præcis sådan, det skal være. Hvis man gør det, er man for uselvkritisk. Så det er altid en kæmpe forløsning for en, når man får skulderklappet og får at vide, at det, du præsterede på dagen, var det bedste.”

De andre deltagere i konkurrencen var Karlos Ponte fra Taller i København, Rasmus Kofoed Sørensen fra Radisson Blu Scandinavia i København, Mads Mørkeberg fra Restaurant Hummer i København og Lars Larsen fra Læsøs egen Strandgaarden Badehotel.


Deltagere 2016